Find det positive i det negative rum

Fotografi er en sjov størrelse, hvor man typisk fylder billedrammen helt ud, da man jo skal have så meget med som muligt. Det er helt logisk at tænke sådan, og jeg skal være den første til at indrømme at jeg også gør det. Ind imellem fylder jeg dog også billedet ud med ingenting. Hvorfor nu det? Jo, for at tiltrække opmærksomheden mod hovedmotivet. Vi er her omkring det der populært kaldes tomrum, white space, negative space – det negative rum.

Negativt rum

Faktisk er det ikke helt korrekt at kalde det negativt rum. Denne betegnelse stammer fra kunstens verden, hvor motiv danner en ny form, og dette anses for det negative rum. I vores tid og fotoverden bliver det bl.a. kaldt negativt rum, selvom tomrum nok er en mere korrekt betegnelse, da vi bruger det anderledes i mange sammenhænge. I foto ses det typisk som startbilledet i denne artikel. Man har et mindre hovedmotiv, i dette tilfælde modellen, og et større eller ligeså stort rum fyldt med ingenting eller noget der har mindre betydning. På den måde trækker man helt naturligt beskueren i retning mod hovedmotivet, og det giver plads i billedet.

Det virker jo!

Når jeg så ind imellem tager mig selv i rent faktisk at have taget et foto, hvor dette ingenting dominerer, så virker det jo efter hensigten. Man bliver ikke overdænget med alle mulige farver og former, men trækkes mod det vigtige i billedet. Virkningsgraden er stor, og udover det, så virker billeder med negativt rum – tomrum, ofte meget rolige, afbalancerede, i forhold til billeder hvor der foregår en masse. Tomrum kan både illustrere og frembringe gode og dårlige ting, som du kan læse mere om i de næste par afsnit.

nathaliesmall

Tomrummet behøver ikke være en flok sorte eller hvide pixels, men kan sagtens være et ude-af-fokus område. Billeder skudt på stor blændeåbning med lav dybdeskarphed er et godt eksempel. Der må også gerne være højt til loftet. Det kan typisk være en person i fokus med masser af luft ovenover, eller et produkt man ønskede at fremhæve. Tænk bilreklamer, hvor man tit ser bilen meget lille med et imponerende landskab omkring sig. Selvom landskabet omkring kan være nok så flot, så drages end blik mod bilen. Apropos landskaber, så ses det tit på fotos hvor man ser en strand og vand, med fokus på f.eks. en stensætning eller en båd i strandkanten. Effekten er den samme, vores øjne fanger med det samme hovedmotivet, selvom omgivelserne er fantastiske. Det er den positive del af tomrum typen af billeder.

Man kan også med fordel bruge det i negativ forstand, f.eks. til at illustrere noget småt, mangler, ensomhed og lignende. I fotojournalistisk sammenhæng – en reportage, kunne man typisk have et billede af et barn stående ude i ingenting, masser af luft omkring. Det vil give indtryk af at barnet er meget lille, sårbart og helt alene i verden. Et nærbillede af barnet derimod, vil slet ikke have samme effekt. Det lyder forkert at sige, men ingenting kan vise rigtig meget, og have en voldsom effekt, næsten bedre end noget andet type billede.

Bruger du tomrummet?

Mine opgaver – de typer billeder jeg i mange tilfælde laver, gør at der ikke altid er plads til dette tomme rum. Hvad med dig, bruger du det? Hvis du gør, og har lyst til at dele det, så send gerne et billede og dine tanker til redaktion@200mm.dk

Forrige artikelGravid under vand
Næste artikelEt lille indblik i hvem jeg er.
Journalist D.J. og fotograf hos Creative Group. Har tidligere været redaktør for Magasinet Zoom, og derudover laver jeg modelbilleder til magasiner i ind og udland. Siden april 2013 har jeg været medvært på FotoTV, som i dag er en del af Creative Group, hvor jeg også er partner.
  • Henrik Albertsen

    Bruger det engang indimellem, men desværre ikke så meget, som jeg måske burde, det var lige en øjenåbner inden weekenden…. 😀

  • Pingback: Negativt rum kontra closeup | 200mm()