Hvornår er et portræt for skarpt?

Vi får en del spørgsmål, og tager meget gerne fat i dem, så meget det kan lade sig gøre. Et af spørgsmålene vi har fået her på det seneste, drejede sig om portrætter og skarphed – hvornår er det for meget.

Der er flere aspekter i det – tryk eller netbrug, selve udtrykket vi ønsker i billedet – billedstilen, og om vi rent faktisk gør noget i optagelsen eller kun tænker skarphed i efterbehandlingen. Vi skal her prøve at komme omkring de forskellige ting på en så simpel måde som mulig.

Portrættet

Et personligt billede, et foto der portrætterer vedkommende – den del ved de fleste. Men et portræt kan også se meget forskelligt ud. Det kan være det klassiske erhvervsportræt – corporate image, det traditionelle skolefoto, familiebilledet hos den lokale fotograf, eller noget helt fjerde. Herunder et typisk erhvervsportræt.

58mm iso100 bl9 1

Nu siger man om portrættet, at det skal vise personen som denne ser ud i virkeligheden. Der er dog ingen der siger, at virkeligheden ikke må forskønnes. Og inden man nu skriger om hudretouchering, så skal man huske på at vores kameraer i dag fanger langt flere detaljer end vores øjne ser, når vi står overfor person. Det kan lyde som en dårlig undskyldning for at retouchere, men det er ganske sandt. Mennesket har en indbygget fravalgs-funktion. Dvs. ting vi ikke lige syntes er interessante eller mindre pæne, sorterer vores øjne fra. Problemet opstår så når vi fanger det med vores kameraer, da disse ingen fravalgsfunktion har. Her får man hele pakken, og derfor retouchere man også, for at frembringe et naturligt look i billedet. Det var et lille sidespring – tilbage til portrættet!

I optagelsen

Et portræt kan skydes på mange måder. Skal det være det klassiske med enkelt lys, eller er man ude i noget mere avanceret med lille dybdeskarphed og blødt look. Begge kan betegnes som portrætter, der fint portrætterer virkeligheden, følelse, dybde osv.

Det klassiske type portræt vil man typisk kunne tilføre en god portion skarphed over hele linjen, da billedet tit vil være kontrastfyldt, vise styrke – tænk erhvervsportrætter. Det blødere portræt, ovre i den mere kunstneriske genre, vil normalt have blødere overgange, lettere kontraster, og skarphed koncentreret omkring øjne, bryn og eventuelt læber. Så hvilke type portræt vil man lave, hvordan vil personen selv fremstå, er det man først skal fastslå. Skal der skydes med stor eller lille blænde – kort eller lang dybdeskarphed, og dermed også – hvor meget skal være skarpt i billedet fra starten. Et eksempel på den blødere stil, mere følelse, kan ses herunder.

58mm iso100 bl2.2

I efterbehandlingen

Det er typisk her det kan være svært at se hvor skarpt et billede skal være. Normalt vil man sige, at ser man billedet i 100 procent størrelse på sin skærm, så skal der ikke være lysende kanter i kontrastområder. Øjne er et godt eksempel. Det må ikke se ud som om de skinner – lyser op. Et af de letteste steder at tjekke skarphed, er  i hår, øjenvipper og øjenbryn. Lyser de nærmest op, er billedet for skarpt.

Undtagelser er der altid. I dette tilfælde gælder det fotos der skal printes. Normalt skal disse have mere skarphed end der bruges på billeder til webbrug.

Der er flere måder at øge skarphed på. De fleste vil typisk arbejde med billederne i et program som Photoshop. I nyeste version af programmet har funktionen Smart Sharpen fået et gevaldigt løft, og virker langt mere effektivt end tidligere versioner. Justeringsmulighederne er der kommet flere af, og funktionen er ganske enkelt blevet bedre til at føle sig frem, og ikke bare kaste skarphed ind overalt.

Tips til at styre skarpheden

Kan man så kontrollere skarpheden bedre? Ja, ved f.eks. at kopiere sit billede, så man har to identiske lag ovenpå hinanden. På det øverste tillæger man så skarphed. Derefter justerer man så ned vha. opacitet og fyld i lagmenuen.

Alternativt laver man det øverste billede om til et justeringslag efter man har tilført det lag skarphed.  Man kan så male skarpheden frem vha. pensel, der hvor man vil have den. Styrken kan man selv vælge de forskellige steder vha. penslens indstillingsmuligheder.

En tredje mulighed er at trække markeringer omkring de områder man ønsker skarpe, benytte f.eks. high-pass filter eller igen Smart Sharpen. I portrætter ønsker man ikke altid at alt skal være meget skarpt, så denne selektive måde kan være fint hertil. Der er rigtig mange metoder, alle er lige rigtige.