Kamera til 2500 kroner?

Jørgen har brug for din hjælp

På 200mm redaktionen modtager vi rigtig mange spørgsmål, hvilket vi sætter stor pris på. De fleste spørgsmål klarer vi selv, men lige nu har vi et klassisk spørgsmål, som vi rigtig gerne vil bede om jeres hjælp til.

Jørgen Spørger

En læser – vi kan jo kalde ham for Jørgen – spørger:  “Jeg har ca 2500,-. Hvilket kamera skal jeg købe?”

Jørgen har indtil nu benyttet sin smartphone som kamera, men synes ikke længere det rækker.

Det er et spørgsmål vi møder gang på gang i forskellige versioner. Det er lige så svært at svare på, som at spørge hvilke indstillinger man skal bruge, for at tage et godt billede..?!

Vi er nødt til at kredse os lidt mere ind på behov og ønsker, for slet ikke at glemme drømmene.

Flere detaljer

De typiske spørgsmål jeg selv ville stille er:

  • Hvad skal det bruges til?
  • Ønsker du at kunne skifte objektiv?
  • Skal det kunne tage mange billeder på kort tid?
  • Skal det kunne ligge i en lomme eller må det fylde noget mere?
  • Skal det kunne tåle al slags vejr?

Det er meget enkle spørgsmål som for de fleste kan besvares med en enkelt ord.

I tilfældet med vores læser, Jørgen, er her de uddybende svar:

Børn, akvarier og cykler

Ikke overraskende, er ønsket et allround kamera. Med et barn på vej, skal der kunne tages brugbare billeder til bedsteforældre og de ventende rammer i stuen.

De 2 hunde i familien skal kunne fanges når Jørgen er ude at lege med dem. Samtidig er Jørgen meget glad for naturen og vil gerne kunne tage både landskaber og makro billeder.

Jørgen er en ivrig mountainbiker som deltager i forskellige løb året rundt. Det nye kamera skal kunne tages med og fange de spændende øjeblikke. Måske ikke med på cyklen, men i hvert fald kunne bruges til at fotografere de øvrige deltagere.

Sidst men ikke mindst, har Jørgen forskellige ‘husdyr’ i form af akvarier med fisk og terrarier med taranteller. Med det nye kamera, skal det være lettere at fange dyrenes skønheder.

Hvad skal Jørgen købe?

Jørgen har som sagt, kr. 2.500,00 og skal bruge et allround kamera. Størrelsen er ikke afgørende, men det skal kunne fange de hurtige situationer og de små søde smil fra det barn som er på vej.

Hvad vil du anbefale Jørgen at købe?

Husk nu, at budgettet er kr. 2.500,00 og ikke 5.000 eller 10.000. Jørgen er ikke fotograf, men en helt almindelig dansker når det kommer til et kamera. Han vil bare gerne have flere muligheder end mobile tilbyder, uden at skulle bruge dagevis på at lære det nye kamera at kende.

Skriv din anbefaling i en kommentar, meget gerne med link til produktet.