Sådan fanger du julestemningen med skarpe billeder

Læs med og lær, hvordan du bedst fanger julestemningen med skarpe billeder.

Har du tænkt over, hvordan du bedst kan tage stemningsfyldte billeder i juletiden? Det er slet ikke så svært som man skulle tro.

Det som giver stemning i billeder, er det naturlige lys. Det er fx lyset fra små lamper eller stearinlys. Lyset fra de kilder er meget svagt, hvilket stiller visse udfordringer. De har slet ikke lys nok i sig selv til, at få et veleksponeret billede.

De 3 byggesten i et fotografi, er lukkertid, blænde og ISO. Lyset fanger du udelukkende ved hjælp af lukkertiden. Det betyder, at du er nødt til at arbejde med en lang lukkertid, for at få nok lys til en korrekt eksponeret billede. Dette forudsat vi ønsker så lav en ISO værdi som muligt.

Desværre er det langt fra alle der kan holde kameraet stille nok til fx 1/30, 1/20 eller 1/10 sek, hvilket vil være nødvendigt, for at fange nok lys. Samtidig vil enhver bevægelse fra en person i baggrunden blive sløret. Det er vi ikke interesseret i.

Det typiske flash billede

I FotoTV live fra den 28. november 2013, tog jeg et par billeder i forbindelse med forklaringen af netop dette emne.

Det første er taget med helt klassiske indstillinger. 1/125 sek – blænde 5,6 – iso 100 med en flash oven på kameraet, sat til TTL.

1/125 sek – f/5,6 – ISO 100 med flash
1/125 sek – f/5,6 – ISO 100 med flash

Billedet er meget hårdt og koldt. Der er ikke meget stemning over det.

Fang stemningen

Vi kan tage det samme billede, blot med 2 ændringer. For det første skal vi have en meget længere lukkertid. For det andet skal vi skifte vores flash fra TTL til manuel.

Lukkertiden sænker vi til 1/15 sek. I dette eksempel har jeg sat min Canon Speedlite 580EX II til 1/2 udladning.

Resultatet er som herunder. Hvorfor det fungerer står under billedet.

1/15 sek – f/5,6 – ISO 100 med flash
1/15 sek – f/5,6 – ISO 100 med flash

Den lange lukkertid fanger stemningen fra lyset og giver en varm glød.

En flash lyser kun op i ca 1/1000 sek, uanset hvor lang lukkertid du sætter dit kamera til. Det kan du bruge til, at fryse billedet, så det ikke bliver rystet.

Den resterende tid bruger kameraet til, at fange det tilstedeværende lys … altså stemningen.

Prøv selv

Når nu familien og vennerne er samlet, så prøv at tage nogle billeder, hvor du arbejder med kombinationen af lang lukkertid og flash. Du vil blive overrasket over, hvor lækre billeder du kan få.

Selv bruger jeg følgende indstillinger, når jeg er til familiesammenkomster osv.

Lukkertid: 1/30 sek
Blænde: 5,6
ISO 100 eller 160
Flash i manuel på ca 1/2 udladning

Har du en anden teknik eller har denne fungeret for dig, så skriv en kommentar. Det kunne være interessant at høre, hvordan du klarer det.